Fakta
Elevambassadørprojektet
Elevambassadørprojektet blev søsat i foråret 2006 i et samarbejde mellem Grænseforeningen og Duborg-Skolen i Flensborg. Idéen opstod i forbindelse med fejringen af København-Bonn Erklæringernes 50-års jubilæum i 2005. På Duborg-Skolen havde man sat sig for at arbejde med erklæringerne i en erkendelse af elevernes begrænsede viden om baggrund og indhold.
Ideen udsprang også af det faktum, at man havde konstateret, at der i Danmark var en begrænset viden om det danske mindretal, hvilket desværre havde medført ubehagelige oplevelser for flere sydslesvigere under besøg i Danmark. Disse ubehagelige reaktioner mod sydslesvigerne udsprang som regel af uvidenhed rodfæstet i fordomme og fjendebilleder. Et af projektets formål var derfor at erstatte fjendebilleder med fremmedbilleder leveret af dansktalende elever fra Sydslesvig.
Elevernes deltagelse
De elever, der meldte sig til projektet, fik en grundig orientering om regionens historie, om mindretallets institutioner, og frem for alt øvede de sig i at fremlægge deres egne identitetsskabende historier, der i Sydslesvig kan variere meget, og som uvægerligt vil føre til en række overvejelser omkring egen identitet: Er jeg dansk eller tysk - eller sydslesviger?
Brug af elevambassadørerne
Grupper af elevambassadører har siden været udsendt til en lang række af institutioner i Danmark. Her har elevambassadørerne, som levende tekster, fortalt om deres egen baggrund, og er indgået i en ung-til-ung dialog. Dette har vist sig som berigende for begge parter. Udgangspunktet for elevambassadørernes besøg er således de unges egne identitetsskabende historier, der på forskellig vis giver en viden om og et indblik i det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig er disse historier gode afsæt for en samtale om kulturmøder, identitet, fordomme, mindretalsrettigheder, demokrati og meget mere. Elevernes beretninger er også velegnede til at belyse regionen i et historisk perspektiv, ligesom de kan sættes i relation til andre nationale og etniske mindretal.
Denne form for ung-til-ung møde har løftet vidensniveauet og medvirket til en større interesse for mindretallet.Derved har projektet italesat spørgsmålet om dansk identitet i en verden, der præges af globalisering.
Grænseforeningens rolle
Sideløbende har Grænseforeningens pædagogiske konsulent taget en lang række nye initiativer i forhold til unge og ungdomsuddannelserne med det formål at oplyse om det danske mindretal i Sydslesvig bl.a. gennem brug af elevambassadørerne.
Projektets udvikling
I 2010 blev projektet ”Duborg-Skolens Elevambassadører” udvidet til også at omfatte elever på A.P. Møller Skolen i Slesvig. Ved samme lejlighed fik projektet den nye betegnelse ”Sydslesvigs Elevambassadører”. Projektet gennemføres i samarbejde mellem Dansk Skoleforening for Sydslesvig og Grænseforeningen og har hidtil vist sig som et velfungerende oplysnings- og informationsprojekt, der målrettet skaber interesse for og viden om det danske mindretals særlige vilkår på ungdomsuddannelserne i Danmark.
Siden 2011 har Deutsches Gymnasium i Aabenraa været associeret med projektet, hvilket konkret betyder, at eleverne fra Deutsches Gymnasium delvist har deltaget i eksterne besøg i Danmark med henblik på at fremvise deres identitetsskabende historier.