Er mindretalsmennesket skizorent?

Det lever side om side med to kulturer og to lande og bliver nu nødt til at forholde sig til denne situation. At leve i et sådant forhold betyder tit, at man bliver spurgt:
"Hvad er du?"
Ja, hvad er der jeg eller vi er? Er vi dansk, er vi tysk eller noget helt tredje? Det må enhver mindretalsborger i vores omegn tage stilling til. Selvfølgelig vil svarene altid være forskellige. Man bliver præget af familie, venner og hele miljøet man lever i, men til sidst er det en selv der bestemmer: Hvem er jeg? Hvad er min identitet?

Anne Ritter, 16 år:

Jeg er skizofren.
Jeg er både tysk og dansk, men på den anden side ingen af delene. Det kan være lidt svært at forklare. Men jeg har det på en måde lidt lige som Bølle Bob, der hverken voksen er barn. Jeg er heller ikke rigtig tysk eller dansk. Jeg er for tysk for at være dansk og for dansk for at være tysk. Når jeg er i Tyskland føler jeg mig dansk, når jeg er i Danmark føler jeg mig (nogle gange) tysk, når jeg er på Sjælland føler jeg mig Sønderjysk. Jeg er hverken det ene eller det andet, men alligevel det hele.
Forleden spurgte en af mine venner jeg havde kendt i nogle måneder, hvorfor jeg var så god til tysk. Der lagde jeg mærke til at jeg aldrig havde fortalt ham, at jeg har blandet baggrund. Det er ikke fordi det er noget jeg skammer mig over. Men noget der er helt naturligt for mig, og ikke fylder så meget i mine tanker. Det er der bare. Lidt ligesom sprogskift mellem tysk og dansk, der ikke er noget der skal overvejes nøje, men noget der sker helt af sig selv. Når jeg møder folk, hilser jeg jo heller ikke med ordene :”Hej, jeg heder Anne, jeg er tysker!”, for jeg er ikke tysker. Jeg er en tysk nordslesviger.

Jeg vil påstå at mange har det på eksakt samme måde. At forholde sig til flere kulturer, lande og synspunkter kan være svært og man må individuelt finde den rigtige midte.